T I L I A - underlandet er en større serie med udgangspunkt i et specifikt Lindetræ som på nuværende tidspunkt består af 21 cyanotopier med fotogravure og stencil. Den store serie format 22.5 x22.5 cm har jeg igennem det sidste år arbejdet med et bestemt sted specifikt Lindetræ som står oppe i Nordsjælland. Træets skulpturelle vækst og udtryksform sommer som vinter har været inspirationskilden til disse grafiske arbejder.
Imens arbejdet har taget form har jeg været dybt optaget af naturens udtryk over jorden såvel som under jorden, især med hensyn til træer. Og hvordan livet under jorden med planter og særligt i dette tilfælde træers evne til at kommunikere med hinanden, som for os mennesker er helt usynligt, og noget vi ikke i det daglige bruger meget tid på.
Jeg er meget inspireret af træernes grafiske form når de står bare om vinteren og rækker deres arme op mod himlen – og den metamorfose der finder sted for øjnene af os hvert forår hvor de transformerer sig fra det bare grafiske til fulde tredimensionelle former. Det fotografiske materiale jeg har arbejdet med i serien, er domineret af de bare grene som både bliver til det himmelstræbende, men også viser os det mulige rodnet som er under jorden og som er så vigtigt for træets overlevelse og som manifesterer træernes iboende intelligens og for os usynlige liv.
Værket består af en række cyanotopi/ fotogravure grafiske blade hvor træets form over såvel som under jorden spejler sig i forskellige udtryk med stencils og forskellige grafiske trykfarver. Jeg forestiller mig at de enkelte værker indrammet kan hænge i en tæt rektangulær formation på en væg, eller som en lang frise ophængning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar